[15. maj 2007 - 8.24]

Kilde: Internetavisen Jyllands-Posten
 

Festival på grænsen mellem kunstarterne

Årets Spor-festival i Ridehuset i Århus forsøgte under temaet Composing What? at sætte den traditionelle koncertform under lup.

Ridehuset Århus: SPOR 2007 Composing What?

Maria Laurette Friis, Kaj Aune, Ensemble 2000, Jennifer Walshe, Christian Marclay m.fl.

Eller, for at citere programheftet, skabe »et forum, hvor forholdet mellem afsender og modtager omformuleres og grænselinjer udviskes, så komponist, udfører og publikum bringes i tættere kontakt.«

En yderlighed

Festivalen bød på en række koncerter, performances og installationer, som hver især ikke rigtigt passer ind i den mere traditionelle, klassiske koncertramme. Én yderlighed var f.eks. komponisten Michael Nyvangs lydinstallation Flyfucking, som udmaler en ung han-flues frustrerede jagt på en mage, ganske vittigt installeret på toiletterne i Ridehuset; en anden performeren Maria Laurette Friis og komponisten Kaj Aunes performance The Phantom of the Opera, som med affalds- og gyserfilmsæstetik ironiserede over den etablerede finkultur.

Mere traditionelt musikalsk stod en række kollektive improvisationer, mest vellykket nok i festivalens tre meget forskelligartede opførelser af den amerikanske filmmand, komponist m.m. Christian Marclays collage Screen Play, hvor en filmsekvens udgør et visuelt partitur for en lille gruppe musikere. En form som bringer tankerne hen på fortidens underlægningsmusik til stumfilm.

Stærkest stod nok samarbejdet mellem Ensemble 2000 og den irske komponist og performer Jennifer Walche. To performances på grænsen mellem musik og stilhed, som smukt viste, at også de tyste lyde som bristende sæbebobler, spraydåser, brusetabletter og fjer rummer både power og poesi.

Fine oplevelser

Det er et åbent spørgsmål, om festivalen indfriede sit mål, for man kan argumentere for, at flere af de fremførte værker hører lige så meget hjemme på et kunstmuseum eller et galleri som i en koncertsal. Når det så er sagt, bød festivalen på mange fine oplevelser. Oplevelser, som mest af alt tematiserede skellet mellem musik og de øvrige kunstarter.



SPOR2008