Musik forløber i tid. Dette faktum er blevet udforsket og udfordret gennem tiderne, hvor komponister har arbejdet med repetition eller ’uendelige’ processer, med meget lange forløb eller ekstremt korte. Men musik udfolder sig ikke blot i tid. Musik skaber også tid. Når musikalske lyde følger efter hinanden fremkalder det fornemmelser af tid. Vores oplevelse af musikalsk tid afhænger både af det der klinger, lydenes forbindelser og deres natur, samtidig med at oplevelsen er subjektiv og situationsbetinget. SPOR 2008 vil udforske og sætte spot på netop oplevelser og erfaringer med og over tid – både den musikalske tid og den tid der forløber over et døgn.

Rammen for SPOR 2008 er et 24 timers forløb, hvor publikum og de deltagende kunstnere opfordres til udforske musikalske processer som strækkes over lang tid eller repeteres.  SPOR 2008 er samtidig en social aktion. Festivalen handler ikke kun om forholdet mellem værk og lytter, men også om forholdet lytterne imellem. Frem for annoncerede koncert-klokkeslæt vil det være det personlige valg samt publikums udvekslinger med hinanden, der genererer publikumsgennemstrømningen på festivalen. Publikum opfordres til at lægge deres egen festivalrute, gå på opdagelse i Musikhuset og udfordre døgnets naturlige rytme - husk også soveposen!

SPOR 2008 præsenterer et væld af orkestermusik, performance, lydinstallationer, videokunst og elektronisk musik. Oplev bl.a. Vienna Vegetable Orchestra (Au), Staalplaat Soundsystem (NL), asamisimasa (N), Rebecca Saunders (UK), Hanna Hartmann (S), Curious Chambers Players (S), Brandon Labelle (US/DK), Carl Emil Carlsen (DK), DYGONG (DK), SCENATET (DK) og Aarhus Symfoniorkester (DK).
Følg med på sitet den kommende tid, hvor vi løfter sløret for flere kunstnere og værker. 


Velkommen på SPOR 2008


SPOR2008